Tre powerpiger skal styre Dansk Melodi Grand Prix 2013


De må vænne sig til at blive kaldt powerpigerne i de næste tre måneders tid. Louise Wolff, Lise Rønne og Sofie Lassen-Kahlke blev på et pressemøde torsdag afsløret som værter ved Dansk Melodi Grand Prix 2013 i Jyske Bank Boxen, Herning.

Ved samme pressemøde fik Herning Kommune også overrakt et hædersdiplom, fordi byen er valgt som Årets Grand Prix By 2013 og dermed huser både Dansk Melodi Grand Prix 26. januar og børnenes MGP 2. februar.

Girlpower…
Det bliver med garanti både smukt og overbevisende at se på, når Louise Wolff, Lise Rønne og Sofie Lassen-Kahlke sætter Grand Prix-festen i gang den 26. januar i Jyske Bank Boxen i Herning.

Sammen skal de tre powerpiger lede seere, publikum og kunstnere gennem aftenen, der kulminerer, når vindersangen udråbes. En vindersang, der til maj indtager scenen på den anden side af Øresund ved det Europæiske Melodi Grand Prix i svenske Malmø. Her bliver det klart, om det bliver i 2013, at Danmark igen går hele vejen.
Grand Prix- og underholdningschef i DR, Jan Lagermand Lundme har svært ved at skjule sin begejstring over, at det er lykkedes at samle de tre smukke og dygtige kvinder:

– Ideen med tre kvindelige værter opstod, fordi vi tror på, at der i Dansk Melodi Grand Prix er brug for girlpower. Vi har i de seneste år haft traditionelle værtspar, som absolut har gjort det godt. Men 2013 er året, hvor vi giver kvinderne magten, siger Jan Lagermand Lundme.

Bedste Grand Prix i nyere tid
Underholdningschefen er sikker på, at den atypiske værtskonstellation kan bringe årets Melodi Grand Prix til nye højder:

– Med netop disse tre seje piger, er jeg sikker på, at vi får den bedste Grand Prix fest i nyere tid. De er superprofessionelle og rigtig godt selskab. Jeg kender ikke nogen, der ikke gerne vil være i selskab med Lise Rønne, Louise Wolff og Sofie Lassen-Kahlke en hel aften, siger Jan Lagemand Lundme.

De tre piger glæder sig også til at skulle arbejde intenst sammen i den kommende tid:
– Så vidt vi ved, har der ikke tidligere været tre værter ved et dansk Melodi Grand Prix, så det bliver en spændende opgave at ‘komme ud over rampen’ sammen og give danskerne et uforglemmeligt show, siger de tre værter samstemmende.

Spørger man dem om, hvad de mener om at blive tituleret ‘powerpiger’, svarer de:
– Til sammen kan vi forhåbentlig tilføre showet en masse power. Men det bliver endnu vigtigere for os at tilføre så meget god energi til deltagerne, at en af dem går hele vejen – ikke bare ved Dansk Melodi Grand Prix men også ved det Europæiske Melodi Grand Prix i Malmø.

16. januar vil alle komponister, tekstforfattere og solister ved årets Melodi Grand Prix blive offentliggjort ved et pressemøde. MGP, der også afholdes i Jyske Bank Boxen, har værter klar til offentliggørelse senere i november.
Se mere på dr.dk/grandprix og dr.dk/mgp.

Related Posts :